Vedtægter for Kulturarv Fyn
§1 Kulturarv Fyn er samarbejdsorgan for arkiver,
biblioteker og museer samt andre institutioner,
foreninger og samvirker med interesse for kulturarv
og kulturmiljø på Fyn og omliggende øer.
§2 Kulturarv Fyns formål er
- at være samarbejdsorgan for de fynske arkiver,
biblioteker og museer m.fl. (ABM-institutioner)
- at være talerør udadtil i forhold til Kulturregion
Fyn, de fynske kommuner, Kulturarvsstyrelsen og
andre instanser og organisationer, der kan være
relevante for de fynske ABM-institutioner m.fl.
- at fungere som rådgiver inden for fælles ABM-,
kulturarvs- og kulturmiljøspørgsmål over for de
ovennævnte instanser.
Endvidere kan Kulturarv Fyn yde rådgivning til
foreninger og private om kulturmiljøspørgsmål,
herunder om spørgsmål, der angår fortidsminder,
fredede og bevaringsværdige bygninger og miljøer.
§3 Medlemskab
Medlemskab er åbent for alle ABM-institutioner i den
fynske kulturregion samt for andre institutioner,
foreninger og samvirker, der arbejder med områder,
der er beslægtede med ABM-institutionernes.
§4 Årsmøde
Årsmødet er Kulturarv Fyns øverste myndighed.
Årsmødet afholdes hvert år i 1. kvartal og indkaldes
med mindst én måneds varsel. På årsmødet aflægges
beretning og regnskab for det foregående år, ligesom
der vedtages et budget, fastsættes kontingent og
vedtages en arbejdsplan. Forslag fra medlemmerne
samt forslag til vedtægtsændringer sendes til
bestyrelsen, så de kan være medlemmerne i hænde
senest 14 dage inden årsmødet.
Ekstraordinært årsmøde kan i øvrigt afholdes, når
bestyrelsen eller 1/3 af medlemmerne ønsker det.
§5 Bestyrelse
På årsmødet vælges en bestyrelse, der har syv
medlemmer. Fire af bestyrelsens medlemmer vælges for
to år, således at halvdelen er på valg hvert år. Det
ene år vælges én repræsentant for museumsområdet og
én repræsentant for biblioteksområdet – det følgende
år vælges tilsvarende én repræsentant for
arkivområdet og én repræsentant for
kulturmiljøområdet. Bestyrelsens tre øvrige
medlemmer er de til enhver tid valgte formænd for de
stående underudvalg. Bestyrelsen konstituerer sig
selv med formand, næstformand og sekretær (der
samtidig fungerer som kasserer).
§6 Underudvalg
Årsmødet nedsætter stående underudvalg, i første
omgang på formidlingsområdet, konserveringsområdet
og kulturmiljøområdet. Årsmødet og bestyrelsen kan
herudover nedsætte ad hoc-underudvalg.
Underudvalgene sammensættes i alle tilfælde af
fagkyndige personer. Underudvalgene udpeger selv
deres formand.
§7 Repræsentation udadtil
Kulturarv Fyn kan lade sig repræsentere i de for
ABM-institutioner relevante organer.
§8 Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer skal godkendes på årsmødet med
mindst 50 % af de fremmødte medlemmers stemmer.
§ 9 Kulturarv Fyn kan nedlægges ved en beslutning på
et årsmøde med mindst 50 % af medlemmernes stemmer.
Evt. midler fordeles af årsmødet.
Vedtaget på stiftende møde for Kulturarv Fyn 17.
september 2008 i Odense.