(Artiklen er stillet til rådighed af Jørgen Østergaard, Herning . Jørgen Østergaard er født i Frørup.)
En søndag i efteråret 1916 ramte katastrofen de to gårde i Langæble sønden for Kajbergskoven, en milsvej syd for Nyborg. Det blev skæbnesvangert for beboerne.
En voldsom orkan buldrede over tagene med en lyd som af en kæmpekakkelovn. Pludselig også som om en kraftig haglbyge slog mod ruderne – en lyd som alle, der bor under stråtag, frygter, når et uvejr raser: Løse strå der pisker mod ruderne, fortæller, at orkanen har flænset hul på taget og på ingen tid kan flå det hele af.
Det blev årsag til den voldsomme ildebrand, som den 19. november 1916 lagde Niels Larsen Langæbles og sognefoged Niels Pedersen Langes gårde i aske. “De to gårde lå hyggeligt og idyllisk i en lavning, sognefogedens omgivet af en smuk have og en lille lund. Efter branden var Niels Langæbles gård fuldstændig udslettet, og af sognefogedens stod kun de røde vægge tilbage med gabende vinduesåbninger”, skrev Nyborg Avis i sin medrivende brandreportage.
Ilden opkom ved middagstid i Niels Larsen Langæbles gård, hedder det videre. Orkanen havde revet hul på stråtaget over laden. Niels Langæble var gået derop for at dække hullet. Næppe var han kommet ned, før hele gården næsten på én gang stod i lys lue. Niels Larsen Langæble skyndte sig ind for at få familien ud. Det lykkedes, men ellers blev der ikke tid til at få noget ud. “Vi reddede kun Hans og en rød dyne”, blev der sagt, når man siden i familien talte om branden. Dynen fordi den var svøbt om den kun tre en halv måned gamle dreng.
Kun seks køer og tre heste lykkedes det behjertede folk at få ud af den brændende stald, og enkelte af dem blev forbrændt. Dyrene blev ikke, som det oftest sker, når de brænder inde, kvalt af røg. Den voldsomme storm blæste røgen bort, så dyrene brændte ihjel. Der indebrændte syv malkekøer, fire kvier, fire tyre, en halv snes kalve, tre følhopper, tre plage, fire føl, tre grisesøer, to slagterisvin, to fedesvin og en snes pattegrise. Slagter Nielsen, Vormark, parterede og bortkørte kadaverne, der skal koges og udvindes til fedt, der bruges til sæbeproduktion, resten tilvirkes til svinefoder.
Sognefoged Niels Pedersen Lange var netop ved at skulle spise til middag, da hans husholderske opdagede branden i nabogården, og få minutter efter havde ilden fat i sognefogedens gård. Han, der var formand for mejeriet, sikrede sig dettes bøger og egne værdipapirer samt en del af det mest værdifulde indbo, der blev reddet ud, inden taget skred. Rasmus Larsens karl fra Slude, Knud, var særlig energisk ved dette redningsarbejde, fortæller Nyborg Avis, hvis rapporter husker, at navne altid er godt stof.
I nabobyerne blev der slået brandalarm. Sprøjterne fra Tårup, Øksendrup, Frørup og Kogsbølle kom. Men der var intet at gøre. De to gamle stråtækte gårde, der lå kun et halvt hundrede alen fra hinanden, var et tordnende bål, der piskedes af stormen, så flammer, ildflager og gnister føg som et ildvejr tværs over brandstedet og langt ud over markerne bagved.
Så stærk var stormen, at ilden kun tændte i selve vindretningen. En gammel ladebygning tæt ved sognefogedens gård blev således reddet, fordi ilden bogstavelig talt blæste forbi den, og det samme gjaldt nogle halmstakke bag gården, de tilhørte Sludegaard og var ej assurerede.
Herredsfuldmægtig Bjerregaard holdt brandforhør i nabogården hos Frederik Hansen, Højlykkegaard, hvor de brandlidte var taget ind. Noget afgørende oplystes ikke om ildens opkomst, men der er dog nogen sandsynlighed for, at den kan skyldes uforsigtighed med en tobakspibe, skriver avisen forsigtigt – men det dækker nok over, at Niels Langæble i skyndingen glemte at lægge sin uundværlige pibe, da kan kravlede på taget for at sikre det mod orkanens rasen – med de skæbnesvangre følger, det fik!
Brandskaden var meget betydelig. Niels Larsen Langæbles gård var forsikret i Landbygningernes alm. Brandforsikring for 26.650 kr. og løsøret for 44.100 kr. i Den fyenske Bondestands Brandforsikring. Han havde et års tid før branden købt gården af sin onkel, Anders Larsen, som nu boede i Nyborg.
Sognefoged Langes gård var fæstegård under Holckenhavn, den var forsikret for 21.472 kr. Han drev ikke længere selv gården, idet jorden et årstid før var forpagtet ud til frøken Laub på Sludegaard for ti år.
Ifølge sit fæstebrev har sognefogeden dog pligt til at opbygge gården i tilfælde af brand. Men formentlig opnås der overenskomst med godset, da hverken sognefogeden eller godset er interesseret i genopbygning, så længe jorden er forpagtet ud, hedder det.
Hele natten gik der brandvagt ved de nedbrændte gårde. Mandag mødte tårupperne op med heste og vogne for at rydde pladsen under ledelse af de to brandfogeder Hans Johansen og musiker Mads Petersen.
Helt op til nutiden har man på egnen fortalt om den voldsomme brand i de to gårde, der lå så tæt, at et risgærde på loftet dannede skel. Så nær lå de også engang, gamle matrikelskort viser, at de var bygget sammen som en tvillinggård. Men det var kun, til en voldsom brand lagde de to gårde i aske i 1822 – og den brand lever ikke mere i erindringen.
I Fyens Stifts allene priviligerede Adresse-Avis og Avertissementstidende, udgivet af Søren Hempel i Odense, – den senere Fyens Stiftstidende – stod Tirsdagen den 29. October 1822 at læse:
Nyborg: Løverdagen den 26-de mod Middagstid blev man her en betydelige Ildebrand vaer bag Holckenhavns Skov. Senere erfaredes, at det var de to Gaarde i Langæble under Holckenhavn. Uagtet at flere Sprøjter herfra Byen og Omegnens strax ilede til Hjælp, kunde man ikke standse de fortærende Luer. Den Mand, hos hvem Ilden udbrød, fik næsten Intet, den anden kun lidet Bohave reddet. Dette Uheld er så meget mere at beklage, da de begge vare velhavende Familier, bekjendte for deres Virksomhed, og ingen af Gaardene vare assurerede.
Avisen giver os ikke navnene på de to familier, men på begge gårdene var det samme slægt som ved den sidste brand. På den ene Niels Langæbles oldeforældre, Hans Larsen og Karen Andersdatter, der havde fået gården i fæste i 1802, og blev fulgt af sønnen, Lars Hansen, i 1849. Han afstod fæstet i 1896, og da købte sønnen Anders Peter Larsen den af Holckenhavn. Men han blev syg, derfor overtog brodersønnen Niels Langæble den i 1914.
I en anden gård var fæsteren ved branden i 1822 Niels Pedersen Langes farfar, Hans Nielsen, som havde den til 1828, da hans søn Peder Hansen overtog fæstet. Efter hans død i 1852 drev moderen den videre, til Niels Pedersen Lange fik fæstebrev på den i 1871.
Branden i 1916 ramte de to familier hårdt. Således kom den til at forbitre Niels Pedersen Langes gamle dage, Han skulle komme til at opleve, at strid mellem herremand og fæstebonde ikke kun hørte forrige århundreder til. Han var 73, da gårdene brændte, og så længe som 12 år efter lod han i en alder af 85 trykke et lille skrift, hvori han fortæller om den store uret, der er overgået ham. Nogle måneder efter, den 10. marts 1929, døde han.
Måske gik det galt, fordi den gamle lensbaron var død, og den nye var mere barsk, så Niels Pedersen Lange efter flere års strid måtte afstå både jord og livsfæste. “Det havde man før set, men da på grund af drukkenskab, dårlig drift af jorden, eller fordi skatter og afgifter ikke blev betalt. Det kunne man i hvert fald ikke bebrejde ham”, anfører Niels Pedersen Lange selv. Fra en anden side er antydet, at han måske nok søgte at få mere ud af situationen, end den kunne bære, og han synes ikke at have prøvet at lade striden afgøre af en domstol.
Gode mænd, der støttede ham i hans strid med baroniet, understreger, at Lange “på sin egn er en meget anset mand, der i høj grad har vundet sine medborgeres tillid og agtelse, hvorom en række tillidshverv er vidnesbyrd”. Sådan hedder det i den lille pjece med redegørelsen for striden med Holckenhavn. “Niels Pedersen Lange var to gange indvalgt i Frørup Sogneråd, sidste gang som formand. Han var meget virksom ved oprettelse af Frørup Mejeri, i hvis bestyrelse han sad i 31 år. Han var med til at oprette Fyns Mejeriforening og sad i dennes bestyrelse i 24 år. Han var med til at oprette Taarup Læseforening og var i flere år dens formand. Og i 36 år var han sognefoged og lægdsmand. I 1906 fik han Dannebrogsmændenes Hæderstegn”, hedder det videre.
Selv skriver N. P. Lange, at “Fæsteren betalte den højeste indfæstning, der er betalt for nogen bondegård under Holckenhavn Gods. Få år efter overtagelsen af gården byggede han et nyt stuehus og en ny svinesti, byggede 8 fag á 2½ alen til kostalden, lagde loft over hele staldlængen, ommurede denne og en ladelænge med mursten, hvor der hidtil var lervægge. Han anlagde en ny have og tilplantede den med frugttræer og buske. Han har endvidere nedlagt mange tusind stykker drænrør i jorderne. Til alle disse forbedringer af gården har fæsteren ikke modtaget nogen som helst hjælp fra baroniet. Fæsteren har til de fastsatte tider og uden nogensinde at være i restance betalt skatter og afgifter til baroniet, han har ikke forsømt gårdens drift eller på nogen anden måde forset sig mod baroniets ejer”.
Da N. P. Lange efter branden var på Holckenhavn, sagde baron C. Holck, endnu inden fæsteren havde fået sagt noget: “Det var trist, Lange, at denne ildebrand skulle ramme Dem i Deres høje alder. Men De skal ikke bygge gård i disse dyre tider, se nu at få bygget til lidt beboelse”, fortæller Lange. Og da fæsteren havde fået udført tegninger til det, som blev bygget, og havde forelagt dem for baron Holck, erklærede denne sig tilfreds med dem. Huset blev opført i røde sten og står med initialerne NPL endnu som stuehus for et af de fem husmandsbrug, der blev udstykket fra Holckenhavn i 1958 som led i arveafgift til staten. Brugene var på 14-18 tønder land.
Baron Holck har nok tænkt, at Lange jo var 73 år, ugift og uden livsarvinger, og at han ikke længere selv drev jorden, der var forpagtet ud. Da nu bygningerne var brændt, kunne det være nærliggende til sin tid at udstykke jorden, det er Lange selv inde på.
Han ønskede at købe gården i henhold til fæsteafløsningsloven af 1919, men baroniet afslår med henvisning til en lov fra 1861, som giver ejeren af fæstegods ret til at udtage til fri rådighed så meget hartkorn, som svarer til en niendedel af det bortsolgte bøndergods. Lange klagede sin nød til landbrugsministeren, men det nyttede ikke.
Påstand står mod påstand i spørgsmålet, om Holckenhavn ville sælge gården og om fæsteren ville købe, og måske var det ikke mindst uenighed om prisen, der fik det til at gå skævt. På Holckenhavn afviste man at have tilbudt fæsteren gården til købs, mens denne efter at have spurgt om prisen skulle have svaret, at den var for høj, til den pris skulle han ikke have købt gård. Det har jeg ikke sagt, siger Lange, der hævder at have fået gården tilbudt, godsforvalter Nielsen skulle endda have skrevet prisen op i hans, Langes, lommebog, da han var på godskontoret 14. november 1919. Hvorfor? spørger Lange.
Den 14. august 1921 kom godsforvalter Nielsen til fæsteren og spurgte, om han af gården ville afgive 90 tønder land straks, når han fik frit skøde på beboelseshuset og 5½ tønde land, hvoraf størstedelen kratskov og 6 skæpper land mose uden synderlig værdi. Lange sagde ja, men mente dog at skulle have lidt mere – uden at nævne nogen sum – for at afgive fæsteretten til 90 tønder land. Siden blev der aldrig siden fra baroniets side talt om en sådan ordning.
Først 2½ år senere blev sagen berørt, da godsforvalteren udtalte, at lensbaronen var blevet meget fornærmet over, at fæsteren ikke ville afgive jorden dengang. Men lensbaronen har måske ikke fået meddelt, at fæsteren sagde ja til at afgive jord dengang, skriver Lange, der i det hele taget tydeligt lader skinne igennem, at det er godsforvalteren, der er den onde ånd, så meget mere, som det ikke lykkes at få lensbaronen i tale eller få svar på brev til denne med ønske om et møde.
I november 1924 falder hammeren så. I form af et brev, underskrevet Ærbødigst M. Holck, der henleder opmærksomheden på, at fæstegården ikke er forsynet med de fornødne bygninger, ifølge fæstebrevet af 1871, ligesom det i sin tid overleverede løsøre og kornvarer ikke forefindes. Hvis Lange stadig ønsker at undgå opfylde sin byggepligt og anskaffe besætning, inventarium, korn m.v., forlanges et passende beløb deponeret til sikkerhed for afleveringskravet.
Niels Pedersen Lange fandt ikke i en alder af 81 år anledning til at bygge ny gård eller stille depositum for at måtte drive jorden, så han var tvunget til at afstå de 90 tønder land straks uden nogen som helst erstatning. Dog blev det tilladt ham at blive boende i huset og benytte gårdsplads, have og kratskov, men ved hans død skulle det tilbageleveres godset.
Videre måtte han også afgive til godset, hvad der var tilbage af assurancesummen, 5.913 kr., samt en erstatning på 3.403, kr. og 12 øre, som forpagteren af den omstridte gårds jord i ni år, frøken Laub på Sludegaard (død i 1976, 97 år gammel) ved landsretten var blevet dømt til at betale for misligholdelse af sin forpagtningskontrakt. Da hun afleverede jorden, var den misrøgtet og fyldt med ukrudt.
Havde Lange kunnet købe gården efter fæsteafløsningsloven i 1920, var han tilbudt 50.000 kr. i fortjeneste, med renter og ovennævnte beløb samt godtgørelse for forbedringer på gården bliver det 93.673 kr., han er gået glip af, gør han selv op, idet han bittert føjer til, at var gården ikke brændt, ville han kunne have nyde indtægterne til sin dødsdag. Ikke underligt, om han græmmede sig.
Niels Larsen Langæble, der var født i Sdr. Nærå den 20. februar 1888, blev den 9. juni 1914 gift med Maren Kirstine Hansen, født i Vormark 4. juni 1889, og et par måneder efter overtog de gården i Langæble fra hans farbror, Anders Peder Larsen, som solgte den på grund af sygdom.
Den var på 58 tønder land, deraf 55½ tønder land ager, en tønde land mose og skov, 1½ tønde land have og gårdsplads. Jorderne lermuldede, noget bakkede. Agermarken blev drevet i en otte marks drift: Havre, helbrak, vintersæd, byg, roer, blandsæd og to-års græs. Besætningen var på 17 køer, 15 stykker ungkvæg og kalve samt en tyr af rød dansk race, desuden fem heste, fire plage og føl samt seks får. Der blev fedet ca. 30 svin om året. Gården var i hartkorn sat til 5 tønder, 1 skæppe, 3 fjerdingkar, 3/4 album. Ejendomsskylden var 32.000 kr, og den var brandforsikret for ca. 26.000 kr. Staldlængen var opført i 1870-erne af grundmur, de øvrige bygninger 1822 af bindingsværk, alt tækket med strå. Og så føjer beskrivelsen til, at der til Sjælland over bæltet er en henrivende udsigt – som digteren H. C. Andersen engang af herskabet på Glorup blev taget med hertil for at beundre fra Helvede, som en højeste banke hed.
Men deres tid på den gamle slægtsgård blev kun kort, orkanen og branden slog dem ud. Tre uger efter kan Nyborg Avis den 8. december fortælle, at han har solgt gården til sognerådsformand, gårdejer Rasmus Larsen, Slude, og gårdejer Frederik Hansen, Højløkkegaard, Slude, for 58.000 kr. Overtagelsen var sket. I handelen medfulgte assurancesummen, ca. 26.000 kr.
De to købere tog hver 18-20 tønder land, men Rasmus Larsen solgte halvdelen af sin andel til Langeskovgaard. Tilbage blev en snes tønder land til den nyopførte gård, som Alfred Jensen og Sara overtog. Desuden lejedes andre 20 tønder land.
Dermed havde slægten forladt den gård, hvor den havde været siden 1761.
Maren og Niels Langæble flyttede til Sdr. Nærå, siden var de i en lang årrække købmandsfolk bag gadekæret i Vormark, hvor en børneflok på ni voksede op. Her døde Maren den 30. august 1952 i en alder af 63 år, og Niels døde hos en datter i Trappendal i Hesselager 20. december 1969, 81 år gammel.
